Fodring af marsvin

Et af de spørgsmål jeg oftest bliver mødt med er; "Hvad skal de have at spise?" 

Det er et ganske godt spørgsmål og kan godt forstå at man kan føle sig en smule forvirret. Der findes nemlig en verden af forskellige alternativer derude og det kan derfor være lidt af en opgave at finde frem til en god løsning. 

Som udgangspunkt skal marsvinets foderindtag deles op, således at det består af: 

  • 80 % hø
  • 18 % grønt
  • 2 % tørfoder. 

Det første man skal vide er at marsvin ikke skal have hverken kalk-eller saltsten! Hvis man bliver tilbudt dette hos dyrehandleren er det simpelthen kun med henblik på at få et mersalg fra deres side. 

Kalksten - Nogle dyrehandlere anbefaler at man giver sit marsvin kalksten, så de kan slibe deres tænder. Et bedre alternativ til dette er at give dem friske grene. Marsvinet er bygget sådan at de udskiller overskydende kalk i urinen og får de tilsat kalk f.eks. via en kalksten så øger man dermed risikoen for at marsvinet udvikler blæresten og andre urinvejsproblemer.  Så tak nej til kalksten! 

Saltsten - Her gælder det samme som hos os mennesker, for meget salt skaber et forhøjt blodtryk og øger samtidig risikoen for hjerte-kar-sygdomme. 

 

Dernæst er der hele spørgsmålet omkring tilført C-vitamin. Det er korrekt at marsvin ikke selv danner C-vitamin og derfor skal have det tilført via kosten. Men dette bør netop foregå via kosten og ikke igennem c-vitamindråber, -pulver eller -tabletter. Et marsvin der ikke får den korrekte mængde C-vitamin vil blive syg og i sidste ende dø.

Et marsvin skal have ca. 10 mg C-vitamin tilført dagligt, en drægtig skal have det tredobbelte. 

De C-vitamin tabletter og dråber man kan få til vandflasken, fordamper allerede efter 30 minutter og gavner herefter ikke marsvinet, da de simpelthen ikke når at optage nok vand i virkningsperioden. Pulver formen som drysset udover deres foder, kan marsvinene undgå og dermed heller ikke få den nødvendige mængde C-vitamin. 

For at sikre at marsvinet få den korrekte mængde C-vitamin kan man sørge for at købe pillefoder der indeholder C-vitamin og fodre med nogle af de grøntemner som indeholder en stor del C-vitamin, fx:

  • Peberfrugt mllem 147-191 mg pr 100 gram (alt efter farve)
  • Grønkål 169 mg pr 100 gram 
  • Rosenkål 119 mg pr 100 gram 
  • Hyben 426 mg pr 100 gram
  • Persille 308 mg pr. 100 gram 
  • Broccoli 121 mg pr 100 gram 

Tørfoder

Hvilket tørfoder skal man vælge? 

For det første anbefaler jeg at man benytter sig af et pelleteret foder, på den måde undgår man for det første at marsvinene sortere i maden og for det andet undgås for mange kornprodukter. 

Der findes rigtig mange varianter på markedet, men kan anbefaler følgende mærker: 

  • Mifuma 
  • Berkel 
  • Cavia Grass 
  • Cavia Complete 
  • Burgess 

Alle disse varianter er et pelleteret foder der indeholder den korrekte mængde C-vitamin. Herhjemme fodre vi med Mifuma, det har vi gjort i rigtig mange år og det er et mærke vi er glade for. Vi køber i Rødovre hos www.maxpetfood.dk  

Alt det grønne

I hele sommerperioden fodre jeg kun mine marsvin med grønt plukket i naturen. Der findes et utal af grønne planter som marsvinene tåler. Hvis man ikke er velkendt med alle naturens planter kan man som udgangspunkt starte med at plukke græs, mælkebøtter, kløver, vejbred (Lancet og bredbladet) og skvalderkål. Det er fem grøntemner som man ikke går galt i byen med. Derudover kan man med fordel fx give sine marsvin friske æblegrene, bøgegrene, grene fra hassel og pæregrene. Dette giver også marvinene mulighed for at bruge sine tænder. 

I vinterperioden består grøntkosten herhjemme af købegrønt og her er vi ikke kræsne. Marsvinene spiser stort set alt slags grønt lige fra de forskellige kålvarianter til fennikel og tomat. Der findes dog nogle grøntemner som marsvinene ikke kan tåle at få og dem bør man derfor undlade at fodre med. Det er ting som: 

  • Stenfrugter 
  • Avocado
  • Kartoffel
  • Alle former for løg (porrer, purløg, hvidløg, rødløg osv.)
  • Bønner 
  • Rabarber 

Jeg giver gerne hvad der svarer til en god håndfuld grønt pr. marsvin om dagen. Dette afhænger selvfølgelig af hvilke typer for grønt jeg vælger at fodre med. Er det de tungere grønt varianter som kål, græskar og rodfrugter får de en anelse mindre. 

Som udgangspunkt forsøger jeg at give en varieret grøntkost som muligt, helst 6-7 forskellige slags grøntsager/frugter dagligt. 

Tilskudsfoder

Mange vælger at give sine marsvin lidt ekstra godt i form af et tilskudsfoder. Dette er gør jeg også herhjemme og særligt i årets kolde periode. Der findes virkelig mange forskellige former for tilskudsfoder på markedet, her vil jeg anbefaler dem som vi benytter os mest af herhjemme: 

- Ready Grass: Dette er 100 % tørret græs, hvor der er benyttet en speciel tørreproces der kun fjerner vandet - og derfor beholder det den naturlige smag, vidunderlige duft, farve og det høje næringsværdi af frisk græs.Dette er en af de lidt mere økonomisk tunge former for tilskud, men både dyrene og jeg er enige om at det er alle pengene værd. 

- Rabbit Royal: Dette er egentligt et vitamin/mineral foder designet til kaniner, men det er glimrende som fredagsslik til marsvinene. Det har et lavt indhold af stivelse og et øget indhold af lange fibre. Forskellige urter giver foderet en meget attraktiv duft og smag. RAbbit royal er også velegnet at give som tilskud til de marsvin der har brug for lidt ekstra næring, fx skinnys, drægtige og diegivende hunner samt undervægtige marsvin. 

- Versele laga Nature Cavia: Dette er egentlig designet som et fuldfoder til marsvin, men jeg blander det i det fuldfoder jeg bruger herhjemme (mifuma). Versele laga Nature Cavia er en kornfri mysliblanding, der indeholder forskellige græssorter og grøntsager (rødebeder, ærteflager og hyben). Det er særligt rig på fibre og meget velsmagende. 

- Ærteflager: Størstedelen af alle marsvin er helt vilde med ærteflager og de er derfor super gode at give dyrene som en godbid når de fx skal gøres håndtamme i buret. Herhjemme har vi altid en kasse ærteflager stående i nærheden af burene, så vi altid er klar med en lille godbid til dyrene.